|
03-09-2008 21:43:31
 Håndbold. Yduns 12-årige håndboldpiger fortsætter det meget stærke spil og blev nummer tre ved Yduns egen Elite Cup.
Det er ikke nogen hemmelighed, at håndboldklubben Ydun på Jens Jessens Vej er intet mindre end en fremragende talentfabrik. Ikke så få store klubber og landsholdet har nydt godt af det fremragendeungdomsarbejde, der hver dag udføres i Frederiksberg-Hallen af Yduns frivillige ledere og trænere - for slet ikke, naturligvis, at tale om de mange dygtige og unge håndboldspillere. Et af de helt store talenthold er Yduns U12-piger, der er identiske med det hold, der sidste år som U10-piger (lilleputter) opnåede at vinde både KHF’s og SHF’s pokalturneringer, Københavnsmesterskabet og sølv ved DM. Og forleden slog disse talentfulde piger til igen, da der blev holdt Ydun Elite Cup med deltagelse af pigehold fra hele København. I de perfekte rammer i Frederiksberg Opvisningshal spillede de omkring 100 piger hver fem hele håndboldkampe over to dage, og stævnet blev en stor succes på både det sportslige og det sociale plan.
Alle ville være med Ydun har arrangeret denne spændende og store elite-cup, fordi der er mangel på gode opstartsstævner inden den nye sæson. Og det var nemt at finde syv andre gode hold, der gerne ville deltage, så førsteholdene fra HIK, FIF, Rødovre, Ajax, VSH 2002, Tårnby og Værløse takkede alle ja til invitationen meget hurtigt.
Indledende puljer Først spillede holdene tre kampe i to indledende puljer, hvor HIK, Værløse, FIF og BK Ydun kvalificerede sig til A-slutspillet, mens de øvrige fire hold kunne se frem til et B-slutspil. Efter nogle meget intense slutspilskampe, hvor især den spændende uafgjorte 13-13 kamp mellem FIF og BK Ydun vakte opsigt og skabte næsten liga-agtig stemning i hallen, trak HIK sig ud som vindere af stævnet. FIF blev nr. to med samme points som BK Ydun på tredjepladsen med en lidt dårligere målscore.
Burger-fest Udover selve stævnet var der arrangeret et festligt “byg-selv-burger” party for alle deltagerne om aftenen, hvor alle holdene deltog med 150 spillere, trænere og forældre. Der var stor ros til Ydun fra alle gæsterne for et flot arrangement.
Skrevet af: Finn Edvard | Fotograf:
|
|