Livets fortællinger. Skuespilleren Vigga Bro, har gennem en lang årrække fortalt historier. Nu er hun klar med livets fortællinger, kaldet “Bobler”. Den musikalske forestilling har premiere på Teatret ved Sorte Hest.
 
Af Nanna Boye 
Foto: Dan Møller
 
- Alle har bobler gennem livet, små erindringer eller hændelser, som man måske ikke tænker over, men jeg hører til dem, der standser op og griber dem. 
- Bobler kan starte ved lyde, et billede eller en duft. Som barn kaldte jeg dem bobler i bækken, for vupti er de væk, eller dukker op igen.
- Bobler gennem livet er  med til at danne et billede af det enkelte menneske. Bobler er med til at skabe ens personlighed, forklarer Vigga Bro om den musikalske forestilling, der blot hedder “Bobler”.
Fem kvarter med livets bobler, fortalt af Vigga Bro med musik af hendes mand, musikeren og komponisten Erik Moseholm, der pludselig døde i oktober 2012, kort før “Bobler” oprindelig skulle have haft premiere. Bassisten Ida Bach Jensen er trådt til, og spiller tilmed på Moseholms 234-årige gamle bas.
- Sorgen er en del af livet, men jeg kunne ikke lade “Bobler” ligge. Det er Eriks melodier, og musikken er en væsentlig del af forestillingen, og på den måde er den også en del af ham. Erik og jeg arbejdede sammen en lang årrække. Vi har skabt “Bobler” sammen, det var sjovt, bevægende og eksperimenterende. Han skrev musikken efter mit manuskript - mine bobler, forklarer Vigga Bro, der har haft sin datter, dramatikeren Anna Bro med som sparringspartner. Foruden Ida Bach Jensen, er perkussionisten Birgit Løkke Larsen med på scenen. 
- Jo ældre jeg bliver, jo mere finder jeg ud af, at bobler er en grundsubstands i historier, en slags ursuppe, siger skuespilleren, der altid har haft Dario Fo som inspirationskilde. 
 
Jordbær og Krarup
“Bobler” er glimt fra livets   hændelser, lige fra dengang hvor Børge fik tæsk med en cykelslange, om naboens kone, der ikke kunne købe en ny sommerkjole, fordi manden havde brugt pengene på ruder til drivhuset, til Vigga, der som barn lavede et kunstværk med friske jordbær til pastor Krarup.
- Der er mange bobler fra min barndom, sjove bobler der dukker op og puffer til hinanden, siger Vigga og nævner, at der også er nutidige, som f.eks. Krarup, om ham siger Vigga: - Krarup minder om en skolelærer jeg havde. Han er en meget fornærmet, bedrevidende mand, der ved det hele på forhånd, og så har han tilmed fået et par sure døtre. 
 
Nærværet i rummet
“Bobler” kan alt, de kan være sørgelige, sprudlende, muntre og overraskende. 
- Bobler gør, at vi mennesker forstår hinanden. Med fortællinger kan jeg improvisere, men “Bobler” er en forestilling i strammere rammer, også i forhold til musikerne. 
- Men det, jeg godt kan lide med fortællinger, er, at jeg kan mærke publikum; det særlige  nærvær  i rummet, forklarer Vigga, der er meget glad for trioen, der står på scenen på Teateret ved Sorte Hest.
Stykket er instrueret af Gitte Kath, om hende siger Vigga Bro: - Vi har den samme tilgang til historiefortællinger, og så er hun en vidunderlige instruktør, vi har kendt hinanden en lang årrække, og det er et meget inspirerende samarbejde. 
“Bobler” har premiere den 6. maj på Teatret ved Sorte Hest, Vesterbrogade. 
 

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdatér



Powered by itsupport.dk