Yngst på listen

Christine Dal er med sine 26 år yngst på Venstres liste, men alligevel med en masse politisk erfaring. Hun stiller også op til regionsrådet …


Christine Dal er med sine 26 år yngst på Venstres liste, men alligevel med en masse politisk erfaring. Hun stiller også op til regionsrådet med en sundhedsfaglig profil.

 

Af Nanna Boye.

nanna@lokalavisen-frb.dk.

 

Det er med personlige, tragiske minder i bagagen, at 26-årige Christine Dal har engageret sig i sundheds politik.

Til næste år kan hun skrive sygeplejerske på visitkortet, men hun nåede at læse fire år på dyrlægestudiet, inden hun skiftede fag.

Som 20-årig tog hun orlov fra studiet for at passe sin døende søster.

»I de fire måneder lærte jeg meget om omsorg og omsorgsteori, også om uværdig pleje og læger, der i første omgang ikke tog min søsters symptomer på cancer alvorligt,« fortæller Christine, der bor på Rolfsvej sammen med sin forlovede, Jesper.

»Jeg var meget lang tid om at træffe beslutningen om at stoppe på dyrlægestudiet. Det var et svært valg, og derfor er jeg selvfølgelig også meget imod, at man ikke kan skifte studie mere. Jeg ville være blevet en halvdårlig dyrlæge, nu bliver jeg en hamrende god sygeplejerske i stedet for,« siger Christine Dal.

Hendes far er landmand – og venstremand, og for Christine er der ikke tvivl om partifarven.

»Den liberale tankegang og tilgang til verden, tiltaler mig, og så mener jeg, at pengene ligger bedst i borgernes lommer. Der skal være en personlig frihed.

I Venstre tilhører jeg nok den socialliberale linje, for jeg mener, vi har et ansvar over for de svageste. Flygtninge skal ikke parkeres og på offentlig forsørgelse. Vi skal se dem som en ressource i stedet for.«

Frederiksberg Hospital

»Vi mangler en værdig pleje, også af ældre. Det er vigtigt, at der også er tid til omsorg. Og så har jeg en vision for Frederiksberg Hospital, et rehabiliterings- center, hvor der også er plads til, at pårørende kan overnatte. Et sundhedshus og en hel bydel, hvor der er boliger for alle aldre, fra unge studerende og børnefamilier til ældre. Et miks giver både liv og tryghed i byen,« konstaterer politikeren.

En ild blev tændt

Det er anden gang, at Christine stiller op til kommunalvalget, men i den mellemliggende periode har hun bl.a. været første suppleant for Venstre og været en aktiv del af livet på rådhuset, bl.a. som rådmand af flere omgange.

»Da jeg som 23-årig fik en rådmandspost, tændte det en politisk ild i mig. Det var en meget spændende periode, bl.a. med budget forhandlingerne, og Jan E. Jørgensen var en god støtte for mig.

Han har været lidt af en mentor for mig. Jeg har lært meget af ham også på det overordnede plan, bl.a. det at argumentere, gennemtænke en sag og se nuancerne,« fortæller Christine, der har et studiejob på Hvidovre Hospital.

Her har hun bl.a. arbejdet hele sommeren for at få råd til sin valgkampagne.

Forstående og …

»Vi bor i et super skønt kvarter. Her er grønt, og jeg nyder vores altan,« siger

Christine, der er opvokset i Gentofte og flyttede til Frederiksberg i 2011.

Når hun har fri, holder hun meget af at læse. Lige nu er hun i gang med Åsne Seierstads ‘To søstre’, og så holder hun af at gå ture med sin forlovede i Frederiksberg Have, spise på La Vita é Bell, og se venner og familien, der tæller fem søskende samt 10 niecer og nevøer. Hun har også en hest, som hun prøver at nå at ride på to gange om ugen.

»Politik fylder meget. Jeg kan slet ikke lade være, men heldigvis er Jesper meget forstående, også i forhold til, at jeg bruger penge på min valgkamp, så bliver bryllupsrejsen ikke så lang og eksotisk,« fortæller Christine, der skal giftes til sommer. Fra 28. oktober og frem til valget, holder Christine valgkamp på gaden. Desuden kan hun følges på Facebook og v-frb.dk/christine-dal

Kommentarer

1