Regionen gør kommunerne stærkere

Helt hul i hovedet, lyder det fra regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen ved tanken om at nedlægge regionerne. Af Jeanette Hougaard. jhg …


Helt hul i hovedet, lyder det fra regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen ved tanken om at nedlægge regionerne.

Af Jeanette Hougaard.

jhg@minby.dk.

 

Landskabet interesserer sig for de nære, lokale historier og ikke for de beslutninger, der rækker på tværs af kommunegrænser. Det er, efter regionrådsformand Sophie Hæstorp Andersens (S) opfattelse, en af forklaringerne på, at valget til regionsrådet 21. november slet ikke får gong-gongen i gang hos hver femte af hovedstadens borgere. Den femtedel aner, ifølge en YouGov rundspørge for Søndagsavisen, slet ikke, hvad regionerne laver.

Den manglende synlighed i lokalmedierne er ikke udtalt med klynk i stemmen, men er bare en observation, fortæller formanden, der genopstiller for Socialdemokratiet i Region Hovedstaden.

»De fleste ved godt, at sygehuse er noget regionen tager sig af, men jeg tror ikke, at de tænker over, at bus 150S eller 350S er noget regionen tager sig af. Eller at vi gør noget for at tiltrække store events som VM i ishockey eller giver midler til en stor e-sport event i Royal Arena,« siger hun.

Det er også Region Hovedstaden, der for eksempel tager sig af at koordinere transporten mellem 47 forskellige ejere af den kollektive trafik i regionen, at supercykelstier krydser kommunegrænser eller klimaudfordringer løses på tværs af mange postnumre.

»Hvis vi ikke samarbejder omkring løsninger af afledning af vand, så er der nogle kommuner, også København, der vil opleve, at store dele af byen vil stå under vand om bare få årtier. Det kan man ikke løse alene, det er man nødt til at samarbejde om,« siger Sophie Hæstorp Andersen.

 

Behovet for regionerne

Ikke alle er enige i, at regionerne er en nødvendighed, men snarere, at regionerne må blive det næste fraklip efter strukturreformen i 2007.

Når nogle foreslår, at regionerne skal nedlægges, hvad tænker du så?

»Så tænker jeg, at det er helt hul i hovedet, for hvem skal så samarbejde med Hamborg, Stockholm og Oslo om at få gennemført Femern Bælt på en måde, der gør, at vi kan komme til Hamborg på to og en halv time med højhastighedstog? Hvem skal sikre at der er et samlet arbejdemarked på tværs af Øresundsregionen,? For det er staten og Folketinget tilsyneladende ret ligeglade med, når man tænker på den grænsekontrol, der foregår. Men erhvervslivet er jo ikke ligeglade med, at de ikke kan skaffe svensk arbejdskraft til Fields eller Magasin eller dygtige tjenere og kokke som de mangler. Folketinget har meget fokus på det nationale, men hele trenden internationalt er, at det er metropol-regioner, der konkurrerer mod hinanden. Vi er ikke i konkurrence med Aarhus om investeringer. 85 pct. af alle investeringer i Danmark kommer ind via lufthavnen til hovedstadsområdet og bliver fordelt ud i hele landet,« siger Sophie Hæstorp Andersen.

»Vi er i direkte konkurrence med Stockholm, Amsterdam, Hamborg og Barcelona om investeringer og dygtige talenter, og det at udvikle en region, der er grøn, innovativ og god at bo i, det er regionen en garant for. For det bliver ikke jyderne, der sidder i Folketinget, som træffer beslutninger om, at vi skal styrke en fælles hovedstadsregion. Det må vi jo bare konstatere. De har mere travlt med at flytte arbejdspladser rundt i landet frem for at udvikle en stærk hovedstad,« siger regionsrådsformanden.

Kommentarer

1