Vælgermødet, hvor det var tilladt at baske

Valgkampens slutspurt fik en anden betydning, da Falcon inviterede på sport og politik.   Af Finn Edvard. finn.edvard@lokalavisen.dk. …


Valgkampens slutspurt fik en anden betydning, da Falcon inviterede på sport og politik.

 

Af Finn Edvard.

finn.edvard@lokalavisen.dk.

 

Engang i den dunkle fortid blev det stædigt hævdet, at man ikke skulle blande sport og politik.

I dag er det almindelig kendt, at netop sporten benyttes i stor stil rent politisk af diverse regimer kloden rundt.

Det var dog den omvendte situation forleden, da den politiske slutspurt blev sat ind før det forestående kommunevalg på tirsdag.

Her var det nemlig DGI i Storkøbenhavn og den lokale basketballklub Falcon, der havde inviteret en række lokale byrådskandidater til dels at spille basketball med nogle af klubbens talenter – dels at diskutere politik på et lidt anderledes vælgermøde.

Og en hel del sporty nuværende og evt. kommende medlemmer af Frederiksbergs kommunalbestyrelse mødte op for at lære noget om basketball – og for at fortælle de fremmødte lidt om, hvad de agter at foretage sig, hvis de bliver valgt ind i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg på tirsdag.

Og inden de forskellige kandidater gik på talerstolen blev de kastet ud i en basketmatch mod Falcons U14 drenge. Falcon havde været så fornuftig at give politikerne et kvarters introduktion til spillet, hvilket viste sig langt fra at være nok, hvis de skulle have haft en chance for at besejre de unge talenter.

Men det handler jo også først og fremmest om at deltage i idræt …

Og de modige kandidater til kommunalbestyrelsen fortjener virkelig at få deres navne i avisen efter præstationen forleden eftermiddag. Fra De Konservative mødte 1. viceborgmester Morten Jung, socialdemokraterne havde sendt Gunvor Wibroe, SF sendte Balder Mørk Andersen, Enhedslisten Mathias Teglbjærg , mens Alternativet var repræsenteret ved Jan Friis.

En hyggelig og fornøjelig eftermiddag, der bød på et anderledes vælgermøde, hvor kandidaterne dog også fik lov at fremsætte deres forslag til et nyt og bedre Frederiksberg. Og uden at baske for meget til hinanden.

 

Kommentarer

1