Jeg er bare blevet hooked på valg

Rikke Kjær er valgstyrer i Bülowsvejhallen ved kommunal-valget tirsdag, men hun er også ude i verden for at holde øje med demokratiet. Af Na …


Rikke Kjær er valgstyrer i Bülowsvejhallen ved kommunal-valget tirsdag, men hun er også ude i verden for at holde øje med demokratiet.

Af Nanna Boye

nanna@lokalavisen-frb.dk.

 

Et kryds ved et valg er vigtigt uanset om det er i Malawi, Cambodia, Congo, Balkan, Rwanda eller på Frederiksberg.

Rikke Kjær er valgstyrer, hun er frivillig som de mange andre i Bülowsvejhallen ved kommunalvalget. Hun kan slet ikke lade være, og sådan har det været i årevis.

Rikke er også observatør ude i verden. Før hun blev valgstyrer var hun valgtilforordnet. De tilforordnede tager imod vælgerne ved valgbordet, tjekker id, skanner valgkortet, udleverer stemmesedler og sørger for at vælgerne opholder sig i stemmeboksen alene, børn og hunde er dog velkomne … og så holder de også øje med kasserne med stemmesedler.

 

Fejebakken

Når Rikke Kjær skal beskrive, hvad en valgstyrer laver, siger hun:

»Jeg er fejebakken. Hvis der er noget, der går galt, eller noget de valgtilforordnede er i tvivl om, træder jeg eller en anden valgstyrer til, og er det noget, vi ikke kan klare, har vi jurister at trække på,« forklarer Rikke, der mødte klokken 07, og hvis hun er heldig, er dagen omme omkring klokken 01.

»Der er en særlig stemning på sådan en valgdag. Vi er alle sammen frivillige. Vi hygger og spiser sammen, men når vi er færdige med optællingen, falder jeg bare om, når jeg kommer hjem,« siger den 73-årige valgstyrer.

Mange af de valgtilforordnede og valgstyrere er valgt af de politiske partier. Det samme gælder Rikke, der er aktiv i SF Frederiksberg.

»Jeg taler ikke valg med de andre, men da jeg er SF’er, håber jeg, at der kommer et systemskifte på Frederiksberg. Det trænger vi til efter 108 år med konservativt styre,« konstaterer Rikke.

 

De røde fingre

»I 1993 søgte Udenrigsministeriets valgberedskab frivillige valgobservatører til Cambodia. Den stilling søgte Rikke.

»Jeg fik at vide, at det var med en vis risiko, men jeg var klar til at tage af sted.

Dengang var jeg et total uprøvet blad, så jeg kom ikke med, men næste år ringede de, og så tog jeg af sted til Malawi.

Jeg blev hooked med det samme. Det var en fantastisk oplevelse,« siger Rikke, der efterfølgende har været ude som valgobservatør bl.a. på Balkan, Malawi, Congo og Rwanda.

»Der er en særlig stemning i Afrika.

I Malawi var skolen pakket med folk, der ville stemme. Forskellen fra her er, at de havde vandret i timevis, bare for at nå til valgstedet.

Når de først kom ind i valglokalet, var det én ad gangen. Det tog lang tid, og når de havde stemt, fik de dyppet pegefingrene i rødt blæk. Det skete for at undgå snyd. Overalt gik de rundt og viste deres røde pegefingre. Da vi skulle fintælle, røg lyset, så vi sad med stearinlys og lommelygter,« forklarer Rikke og fortsætter:

»Jeg har oplevet anspændte valg i Congo, i Rwanda var det stille og roligt og i Malawi var det ren folkefest. Her var der tale om et systemskifte, og folk var pavestolte, men kontrollen og sikkerheden var også meget høj. Herhjemme foregår det mere uformelt, og når jeg er i Afrika og fortæller, at vi bare opgiver et cpr. nummer, kan de næsten ikke forstå, at det er nok,« forklarer Rikke, der har stemt i 55 år.

 

Hygge og sjov

Bibbi Schnegelsberg er valgtilforordnet og siger til Lokalavisen:

»Jeg er pensionist og har tid, men det er også sjovt at være med, hvor det sker.

Længere nede sidder Ulla Rathje, der også er valgtilforordnet. Hun siger:»Jeg tror, jeg har været frivillig i 20-25 år. Det er spændende at følge med, lige der, hvor det foregår.

Det er hyggeligt og rart at være med, og så er jeg ud af en politisk familie, så det er helt naturligt at følge med.«

Ved stemmeboksene møder Lokalavisen den 26-årige Terese Zatko, der er ved at lægge stemmesedlerne i de to bokse. Hun siger:

»Jeg er afklaret. Jeg har taget kandidattesten, fulgt med på Facebook og snakket med politikerne på gaden. Jeg vil ikke fortælle, hvem jeg har stemt på, men jeg har stemt rødt.«

Og som de fleste har bemærket efterfølgende, blev det et meget tæt valg mellem rød og blå blok.

 

Kommentarer

1