Skal tigeren med på Noas ark?

Elever i indskolningen har siden december fået en times undervisning om ugen i filosofi.   Af Heidi Engelund. hee@minby.dk. Modelfoto: …


Elever i indskolningen har siden december fået en times undervisning om ugen i filosofi.

 

Af Heidi Engelund.

hee@minby.dk.

Modelfoto: Iris/Scanpix.

 

Alle børn har fået udleveret et tøjdyr, men der er ikke plads til alle dyrene på Noas ark, hvad gør man så? Det kunne være en typisk undervisningstime i filosofi i indskolingen på Frederiksberg.

Siden 1. december har de små elever haft filosofi på skemaet en time om ugen.

Både elever og medarbejdere har taget godt imod det nye tiltag. Forskning viser, at undervisningen styrker både læsefærdigheder og trivsel.

 

De fire k’er

I filosofi-timen træner eleverne i fire forskellige måder at tænke på, nemlig kritisk, kreativt, kerende og kollaborativt. Eleverne lærer at stille spørgsmål, undre sig, argumentere og finde på alternative ideer,men også at lytte, samarbejde og udvikle empati.

Øvelsen med hvilke dyr, der skal med på Noas ark, lærer eleverne at finde begrundelse og argumenter til, hvorfor lige deres dyr skal have en plads på arken. Men også at finde en retfærdighed i at f.eks. tigeren må dø, mens skildpadden vil overleve.

 

Glad for indsatsen

Forskningen viser, at metoden giver engagerede og ligeværdige elever uanset deres faglige niveau og kompetencer.

Borgmester Jørgen Glenthøj (K) siger:

»Det handler om at ruste eleverne bedst muligt til en fremtid i evig forandring. At skolerne så tidligt hjælper eleverne til at mestre forskellige tænkemåder er spændende og givende. Samtidig peger forskning på, at alle elever får gavn af undervisningen gennem øget trivsel og engagement. Det er meget positivt,« siger han.

Også formand for undervisningsudvalget, Michael Vindfeldt (S), er glad for tilbuddet om undervisning i filosofi.

»I en travl og hektisk verden er det vigtigt, at vi allerede fra barnsben lærer at stille de store spørgsmål og kunne tale om følelser, det kan filosofien og dette læringsforløb hjælpe os med, og derfor er det et godt og spændende projekt, vi lige nu kører på Frederiksberg,« siger Michael Vindfeldt.

Forløbet er støttet af undervisningsudvalget via midler fra udvalgets forsøgs- og udviklingspulje.

 

Kommentarer

1