Kun hvert 10. indbrud fører til en sigtelse

Selvom antallet af indbrud falder på Frederiksberg er det kun ganske få indbrydstyve, der sigtes.   Af Jeanette Hougaard Gram. jhg@minb …


Selvom antallet af indbrud falder på Frederiksberg er det kun ganske få indbrydstyve, der sigtes.

 

Af Jeanette Hougaard Gram.

jhg@minby.dk.

Foto:Tommy Wøldike/Ritzau Scanpix.

 

Borgere og politi kan glæde sig over, at færre og færre frederiksberg-borgere anmelder et indbrud.

Alene i 2017 fik politiet ‘kun’ 640 anmeldeler om ubudne gæster på en adresse på Frederiksberg, og det er mere end en halvering siden 2010, hvor indbrudsrekorden blev slået med 1.351 anmeldelser.

»Politiet har gennem årene fået bedre værktøjer til at foretage undersøgelser af gerningsstederne, og så har politiet været gode til at tage tyvene med fingrene nede i kagedåsen og få dem varetægtsfængslet med det samme,« har vicepolitiinspektør Dannie Riise tidligere forklaret til Frederiksberg Bladet om årsagen til den positive indbrudsstatistik for Frederiksberg.

 

Få bliver sigtet

Men selv der nok er en del at glæde sig over, så halter det, trods bedre værktøjer til efterforskningen, fortsat med at få rejst sigtelse i de sager, der anmeldes.

Helt præcis er det ifølge Rigspolitiets egen statistik kun 11 pct. – eller cirka hver tiende af de 640 anmeldelser – der i 2017 førte til en sigtelse.

»Sigtelsesprocenten må naturligvis også gerne stige,« forklarer politiinspektør Dannie Riise fra Københavns Politi i et svar til Lokalavisen.

»Københavns Politi følger kriminalitetsudviklingen tæt, og ser vi en negativ udvikling på et område, sætter vi målrettet ind.

Det er lykkedes os at få knækket kurven i forhold til antal anmeldelser, men det er klart, at vi også gerne ser, at sigtelsesprocenten stiger.

Men for at vi kan sigte en mistænkt for et konkret indbrud, skal vi have tilstrækkelige beviser, for at løfte sagen.

Derfor arbejder vi også løbende med at udvikle nye værktøjer og metoder, der kan hjælpe os, når vi undersøger et gerningssted.«

Fakta:

Antal anmeldelser og sigtelsesprocenter fra 2007-2017
2007:1048/6,4%
2008:1025/6,3%
2009:1155/9,4%
2010:1351/11,3%
2011:1245/12,4%
2012:1234/10,2%
2013:1284/8,1%
2014:1172/12,6%
2015:952/15,5%
2016:797/10,5%
2017:640/11,1%

Kommentarer

1