Fasaneri og gårdbutik på Fasangården

Politisk og historisk forfatter Nikolaj Bøgh sætter hver uge fokus på det historiske Frederiksberg. Fasangården i Frederiksberg Have er et g …


Politisk og historisk forfatter Nikolaj Bøgh sætter hver uge fokus på det historiske Frederiksberg. Fasangården i Frederiksberg Have er et gammelt fasaneri fra 1600-tallet.

Som en del af kongehusets jagtaktiviteter anlagde man allerede sidst i 1600-tallet et fasaneri i Frederiksberg Have, og 1723-24 opførte man i tilknytning til det Fasangården som bolig for den kongelige fasanmester.

Den enlængede gård i en etage blev tegnet af den fremtrædende arkitekt Johan Cornelius Krieger.

Fasanopdrættet var imidlertid ingen stor succes, og i 1784 leverede det kun 35 fasaner til en voldsomt høj stykpris.

Året efter nedlagde man det derfor og lejede gården ud. Den blev i en årrække beboet af kongens chatolkasserer P.C. Jensen, som for egen regning udvidede den med en ekstra længe i 1813.

Gårdens nuværende udseende fik den imidlertid, da hofbygmester Jørgen Hansen Koch, der også udførte bygningsarbejder på Frederiksberg Slot, forhøjede den med en etage i 1828.

I 1842 besluttede kongen at overlade bygningen som en slags æresbolig til tidens helt store danske forfatterstjerne Adam Oehlenschläger. Han var opvokset på Frederiksberg og holdt meget af området, og han brugte den flittigt som sommerbolig frem til sin død i 1850. Herefter blev den tilbudt den store danske fysiker H.C. Ørsted, som imidlertid aldrig nåede at tage den i brug, inden han døde i 1851. I nogen årtier herefter blev den fortsat brugt til kortere og længere ophold for forskellige forfattere, men i 1917 blev den lejet ud til en privat familie, som beholdt den i flere generationer, hvor gården var lukket helt af for offentligheden. I 2017 stillede staten den temmelig forfaldne gård til rådighed for Årstiderne, som siden har drevet landkøkken og gårdbutik på stedet.

Fasangården står overfor en større renovering i år, men det er tanken at den fortsat skal være tilgængelig for offentligheden under en eller anden form.

Kommentarer

1