Velvære og sundhed på Helgesvej

Frederiksberg Svømmehal fra 1934, var en af landets første svømmehaller. Politisk og historisk forfatter Nikolaj Bøgh sætter hver uge fokus …


Frederiksberg Svømmehal fra 1934, var en af landets første svømmehaller.

Politisk og historisk forfatter Nikolaj Bøgh sætter hver uge fokus på det historiske Frederiksberg.

 

Frederiksberg Svømmehal var et banebrydende bygningsværk, da den blev indviet 17. maj 1934 efter tre års byggeri.

Det var en af landets første svømmehaller og på alle måder arkitektonisk og funktionsmæssigt helt i front for sin tid.

Der var ikke blot et svømmebassin i bygningen, men også en moderne badeanstalt, hvad der for de fleste mennesker på daværende tidspunkt var langt det vigtigste, fordi badefaciliteterne i boligerne ofte var ikke-eksisterende.

Desuden blev der indrettet et dampbad, som både kunne give ‘Velvære og sundhed’, som der stod i en annonce fra 1935.

Svømmehallen var udtryk for en kommune, der ikke gik på kompromis, og som på mange måder var forud for sin tid på de områder, man politisk set syntes var vigtige.

Arkitekten bag bygningen var Frederiksbergs meget flittige stadsarkitekt A.S.K. Lauritzen, der havde en finger med i spillet i utrolig meget af, hvad der blev bygget og formgivet på Frederiksberg i mellemkrigstiden.

 

Nye tider og høj kvalitet

Byggestilen var funktionalisme, men med et dansk tvist, fordi bygningen stod i røde mursten og ikke havde hvid- eller gråpudsede facader eller var opført i beton.

Funktionalismens tankegang var, at man skulle fokusere på bygningens funktion og undgå overflødig pynt.

Bygningen er helt enkel, men alligevel med en meget monumental virkning, ikke mindst i kraft af det store fremhævede midterparti.

 

Lundstrøm

Også på det kunstneriske område meldte svømmehallen om nye tider og høj kvalitet.

Tidens meget anerkendte kunstner, Vilhelm Lundstrøm, fik til opgave at lave i alt fem mosaikker til bygningen, og de regnes den dag i dag for at høre til periodens vigtigste kunstværker.

Mosaikkerne viser nøgne badegæster i forskellige positurer og var udtryk for et nyt, naturligt kropsideal, hvor man ikke var bange for nøgenhed, og hvor der blev lagt vægt på at bevare en stærk og sund krop.

 

 

Kommentarer

1