Nyt galleri åbner på lørdag

Grevinde Alexandra klipper snoren til Smallegades nye galleri, Galleri Puls Art, hvor væggene byder på Lars H.U.G, Lill-Marlen, Michael Bund …


Grevinde Alexandra klipper snoren til Smallegades nye galleri, Galleri Puls Art, hvor væggene byder på Lars H.U.G, Lill-Marlen, Michael Bundesen og mange andre.

Det bliver Grevinde Alexandra, som på lørdag holder åbningstalen i Galleri Puls Art og ved samme lejlighed afslører et eksklusivt portræt af sig selv, malet af Lill-Marlen.

Og der skal nok blive noget at kigge på, når kunstnerne og initiativtageren til galleriet, Henrik Elnegaard, byder indenfor til åbningsfest i lokalerne.

»Det bliver en lille perle. Jeg har gået og lavet det i stand i otte måneder med marmorerede gulve og alt muligt. Der er næsten fire meter til loftet og vi har fået restaureret nogle smukke, gamle københavnerlofter,« siger han.

I det 200 m2 store galleri er det uden tvivl Lill-Marlen, som får lov til at skinne mest. Ikke mindst for hendes portrættering af Grevinde Alexandra.Ved udstillingen på lørdag glæder Lill-Marlen sig også til at vise flere af sine smukke kunstværker.

 

Kunstnere med rod i musikken

Også en række andre kendte kunstnere kan man se frem til at møde på væggene i det nye galleri. Det gælder blandt andet Michael Bundesen, hvis malerier i den grad afspejler hans krøllede hjerne.

Galleri Puls Art har også fornøjelse af at føje endnu en kunstner med musik i blodet til repertoiret.

Lars H.U.G. vil på åbningen på lørdag vise helt nye værker, som kaldes ’Den HUGske streg’ og endelig vil Henrik Elnegaard udstille en ny serie billeder, som er inspireret af det nordiske lys og nordenvindens himmelstrøg.

Åbningsfesten på lørdag, som akkompagneres af champagne og jazzmusik, byder også på meget andet kunst fra blandt andet Pancho, Lolo, Yunior Hurtado og Bettina Storm.

Grand Opening af Galleri Puls Art finder sted på lørdag i Smallegade 42 kl. 13-17.

Kommentarer

1